Her finder du fakta, råd og tips til din vejledning. Vi opsummerer, hvad nyere undersøgelser og erfaringer viser, og giver dig idéer til et helhedsorienteret fokus på vejledning med udgangspunkt i indsigter fra karrierelæring, narrativ pædagogik og praksis samt adfærdspsykologi og design.
Råd til vejledere og undervisere
Råd til vejledere og undervisere
Undersøgelser fra praksis i grundskolen viser, at vejledernes tilgang til både unge og forældre er afgørende for, hvad unge og forældre får ud af vejledningen i udskolingen.
Ved at gå fra opdragelse af unge og forældre til anerkendelse, har adskillige nyere undersøgelser i udskolingen vist, at der opnås bedre læring, større motivation og åbenhed, hvis mødet mellem vejleder, ung og forældre giver muligheder for fælles bidrag af ressourcer.
Navnlig en anerkendende tilgang er god som udgangspunkt for at få unge og forældres ressourcer frem. At være anerkendende er en grundholdning og kan ikke reduceres til en metode. Anerkendelse handler om måder at relatere sig til den anden på. Relationen er kendetegnet ved et gensidigt ligeværd, hvor man viser respekt for den andens oplevelsesverden, og hvor man er villig til og i stand til – for en stund – at forlade egen position for at se, hvordan verden ser ud fra den andens.
Anerkendelsen udgøres af fire delelementer, der er hinandens forudsætninger:
– Lytte (lydhørhed, åbenhed, opmærksomhed)
– Forstå (social fantasi, intersubjektivitet)
– Acceptere (fordomsfrihed)
– Bekræfte (bevidne)
En vejleder, der møder forældrene som en anerkendende lytter, er lydhør, åben og opmærksom på det, der rører sig i forældrenes univers. Vejlederen prøver at forstå, hvordan verden ser ud fra forældrenes perspektiv, og hvordan deres handlinger giver mening set ud fra dette perspektiv.
Vejlederen accepterer grundlæggende forældrenes ret til deres oplevelser – hvilket ikke nødvendigvis medfører en accept af deres handlinger. Bekræftelsen handler om, at vejlederen støtter forældrene i en refleksion over deres eget perspektiv og må ikke forveksles med ros eller positiv feedback. Det vil sige, at vejleder klart giver udtryk for sin forståelse af, at forældre gør det bedste, de kan, under de givne omstændigheder. Det betyder, at vejleder må være ydmyg og gå til forældre med en nysgerrighed og åbenhed frem for at være bedrevidende og moraliserende. Pointen er at se forældrene med det kendskab, den viden og de ressourcer, de har i forhold til deres barn, som gør dem til nødvendige og værdifulde samarbejdspartnere i vejledningen.
En væsentlig erfaring i denne forbindelse er, at det ikke kun handler om at få de positive historier frem, men også om at anerkende de svære ting. Der kan imidlertid opstå situationer, hvor vejlederen kommer i tvivl om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at møde en forælder med anerkendelse – eksempelvis i mødet med en vred forælder. Selv om det kan være nok så vanskeligt, er det vigtigt at fastholde tilgangen ved at lytte til forælderens bekymringer og forsøge at nå frem til en fælles forståelse af, hvordan vejleder og forælder kan være fælles om at hjælpe den unge.
Et ressourceorienteret fokus
Det viser sig, at et syn på forældrene som personer med værdifulde ressourcer giver vejledningen nye perspektiver. Ud over at vejlederne bliver mere direkte og opsøgende i forhold til at kontakte forældre, oplever de også, at et bevidst fokus på at få forældrenes ressourcer frem betyder, at de går til samtalerne på en anden måde end hidtil. Som en vejleder udtrykker det: ”Det bevidste fokus gjorde noget ved samtalerne – det flytter også noget i vejlederen”. Vejlederens tilgang gør, at samtalen handler om, hvad forældrene allerede gør – og kan fortsætte med at gøre – som støtter den unge på en god måde. Dette anderledes fokus i samtalerne indebærer altså, at forældrene får en anden position, hvor de netop får mulighed for at spille positivt ind omkring deres barns skolegang.