I det følgende finder du forslag til vejledning og undervisning, der bryder med logikken om, at det vi ’opdrager’ de unge til, også er det, de gør. For det gør de unge – eller for den sags skyld forældre –  ikke, bare fordi vi som vejledere/lærere siger det. Erfaringer og forskning på udskolingsområdet viser, at vilje og viden ikke styrer de unges faktiske handlinger og endelige uddannelsesvalg – selvom vi fejlagtigt tror det og vejleder derefter.

Vi respekterer det faktum, at mennesker primært handler og træffer beslutninger på psykologiske faktorer og ikke altid på de fakta, vi giver dem. Det betyder, at vi ikke kun skal basere undervisning, vejledning og formidling stramt på fakta og rationelle argumenter, men at vi skal skabe meningsfuld og engagerende viden hos de unge om forskellige udskolingstematikker, valg og fremtidsscenarier.

Ved at forstå hvorfor unge handler, som de gør, og hvad der motiverer dem, bliver det muligt at tilpasse aktiviteter, der matcher de unges behov. Når der tages højde for de største misforståelser om unges handleadfærd og valgprocesser, bliver det også muligt at tilrettelægge undervisning, der møder de unge, hvor de er, og guider dem bedst muligt videre på deres uddannelsesrejse mod en ungdomsuddannelse. Centralt for denne type vejledning/undervisning er:

• Det reflekterede valg: At de unge styrkes i at træffe kvalificerede beslutninger for deres fremtid.
• At uddannelsesvalg også skal føles ’godt’ – og ikke kun er et spørgsmål om ren rationale-tænkning, og hvad der forekommer ’fornuftigt’.

Der er formuleret krav til undervisningen og vejledningen i udskolingen af Undervisningsministeriet. Af kravene fremgår det tydeligt, at vejleder/underviser skal ”klæde” den unge på ift. viden om ungdomsuddannelser. Vejledere/undervisere skal – som det beskrives – forestå, initiere og metodegøre vejledningsindsatsen og sikre forældreinddragelse. Samtidig stilles der krav til unge og forældre i udskolingen. Problemet med de nedskrevne krav er, at der mangler anvisningspraksis, og at både lærere, unge og forældre derved kan have vanskeligt ved at omsætte kravopfyldelsen.

F.eks. baserer unge-vejledningen og forældreinddragelse sig i høj grad på i dag at sikre unge og forældre information om en bred vifte af ungdomsuddannelser med henblik på, at den unge opnår at træffe det rigtige og realistiske uddannelsesvalg. Undervisere/vejlederne forventes altså at ’gøre noget med forældrene’, der sætter dem i stand til at ’gøre noget med deres børn’, hvilket fører frem til vejledningens mål.

De gængse udfordringer er:

• Udskolingslærere skal hjælpe elever med at træffe uddannelsesvalg, men ofte opfatter lærerne det ikke som en kerneopgave.

• Fordi vejledning i udskolingsemner ikke opfattes som lærerens kerneopgave, mangler læreren derfor også ofte overblik, viden og ressourcer til at give den unge/forældre kvalificeret uddannelsesrådgivning.

• I en stresset hverdag er det svært for læreren at finde tid til at lave forskellige udskolingsaktiviteter.

• For de elever, der er uddannelsesparate, er læreren ofte elevens og forældrenes første kontaktpunkt, men læreren har sjældent mulighed for at rådgive elev og forældre.

• Lærere udtrykker ofte, at de føler, de mangler viden og ressourcer til at vejlede.

• Personlig UU-vejledning er ikke tilgængelig for uddannelsesparate unge eller forældre, men der er stadig et stort behov for vejledning hos de unge og forældre.

• Lærere udtrykker, at de mangler et sted at sende de uddannelsesparate hen, hvor de kan få den rådgivning og hjælp, de unge og forældre efterspørger.

• Lærere bruger mest tid på de ikke-uddannelsesparate, selvom de uddannelsesparate føler et lige så stort behov for hjælp, men ift. andre problemstillinger end de ikke-uddannelsesparate, som f.eks. generel tvivl, bekymring om fremtiden, præstationspres, forventninger fra forældre/samfund eller sig selv.

Undersøgelser i udskolingen viser, at der er behov for forny metoder i vejledningspraksis. Nedenfor opsummeres de nyeste fund i forskningen i vejledning:

• Der er behov for andre metoder til forældreinddragelse end de store informationsmøder, som ikke fungerer hensigtsmæssigt – for få forældre møder frem, de fremmødte får ikke meget ud af møderne, vejlederen kan ikke bruge, at forældrene har fået information.

• Der er behov for en anerkendende tilgang til forældre som vigtige ressourcer: Hvordan vil forældre gerne inddrages? Der mangler viden om, hvad forældre selv udtrykker af ønsker og behov. Ligeværdighed frem for asymmetri og opdragelse.

• Der er behov for overvejelser lokalt om, hvordan kan vejledningen nå forskellige grupper af forældre.

• Vejlederne har brug for forældrene for at lave god vejledning. Vejlederne har brug for forældrenes ressourcer i vejledningsprocessen – hvilke ressourcer vil dog være individuelt bestemt. Det er ligeledes individuelt bestemt, til hvad og hvordan den unge har brug for forældrene. I nogle tilfælde vil det være bedst at koble forældrene helt af.

• Vejledning skal ikke diktere én løsning. Uddannelsesvalg skal udfordres med det overordnede formål at styrke den enkelte unge bedst muligt, på dennes betingelser og på vej til medborgerskab.

• Der er behov for øget samarbejde med lærere, der kender de familier, der kunne have brug for en særlig indsats.

• Det er en god idé, at initiere mulighed for, at forældre kan træffe mennesker, der arbejder indenfor det fag, som deres barn er interesseret i, for at se arbejdspladsen, samtale om erhvervet og efterfølgende se den uddannelsesinstitution, som uddanner til jobbet.

• Vejleder kan samarbejde med skolebestyrelsesmedlemmer for at ’få fat på’ forældre.

• Der er behov for, at motivere forældre til at gøre en indsats ved at tale med dem om deres indflydelse meget tidligt og vise dem tilgængelige redskaber og øvelser.

• Der er behov for, at vejledere markerer sig tydeligere og stiller kontante krav.

• Det er nødvendigt, at afskaffe ’frivilligheden’ omkring brobygning (det er sammenligneligt med frivillighed ved indkaldelse til tandlægen!)

1. Forstå den unge og deres kontekst i det øjeblik de søger/modtager information: Forstå den sammenhæng, hvori den unge træffer sin beslutning og skræddersy uddannelsesmuligheder, så det passer til det sted, den unge er i sin valgrejse. Hvis den unge er usikker og søger inspiration, skal den unge have hjælp til at blive inspireret f.eks. ved at se kortfilm fra forskellige ungdomsuddannelser, besøge uddannelserne i praksis, søge viden hos elever på ungdomsuddannelserne. Hvis den unge skal afveje fordele og ulemper ved to uddannelser, skal den unge aktivt lede efter fakta og ikke basere sine skøn på fornemmelser og eller fordomme.
   

   ---

2. Giv den unge pålidelig information: Flere undersøgelser påviser, at indgroede vaner, forestillinger eller sågar fordomme fra forældre eller underviser påvirker de unges uddannelsesvalg.
   

   ---

3. Gør information og kontakt personlig og meningsfuld for den unge: Den unge skal opleve at få personlige svar på de personlige spørgsmål, de måtte have på valgrejsen.
   

   ---

4. Giv den unge ansvar og sørg for at årsager og konsekvenser er synlige for den unge. Det skal være tydeligt for den unge, hvordan egne ønsker og muligheder hænger sammen med de valg, den unge skal træffe.
   

   ---

5. Bryd de store beslutninger ned i flere mindre beslutninger, der er nemmere at overskue. Gør det let at handle og træffe beslutninger, der bringer den unge videre i valgrejsen. F.eks. ved at gøre det let at tilmelde sig arrangementer på uddannelsesinstitutioner eller ved at give rammesatte elevopgaver, der f.eks. handler om at finde egne styrker, lære at definere færdigheder mv.
   

   ---

6. Giv kun den information, der er nødvendig. Når den unge overinformeres forsvinder budskaber og calls-to-action i informationsmængden. Dette gælder også over for forældre.
   

   ---

7. Gør det tydeligt, når den unge og eller forældre skal foretage sig noget: Sørg for at det er klart, hvornår, hvordan og hvorfor den unge/forældre skal gøre noget. Rammesætning guider unge/forældre.
   

   ---

8. Klæd influenter, f.eks. forældre, på. Anvis hvor og hvordan de kan støtte deres barn på uddannelses- og valgrejsen.

Når elever afslutter folkeskolen, virker gymnasiet for mange som det eneste rigtige. Undersøgelser fra det danske Evalueringsinstitut EVA viser, at fagled påvirker elevernes endelige uddannelsesvalg kraftigt, og at det har betydning, hvordan lærere/vejledere omtaler forskellige ungdomsuddannelser

I hvilken grad vurderer lærerne, at deres undervisning forbereder eleverne til følgende uddannelsesretninger? Forbereder i høj grad Forbereder i nogen grad Forbereder i mindre grad /slet ikke Almengymnasiale uddannelser Erhvervsrettede uddannelser Tabellen stammer fra s. 27 i EVA’s rapport ’Skolers arbejde med at forberede elever til ungdomsuddannelse’. 60 % 14 % 57 % – sæt tabel ind.

Som EVA’s undersøgelse fastslår, forbereder udskolingslærere og UU-vejledere de unge til at vælge gymnasiet. Ud af en ungdomsårgang vælger tre ud af fire en gymnasial ungdomsuddannelse, mens mindre end en ud af fem vælger en erhvervsuddannelse. Det kan der være flere forklaringer på:

“I undersøgelsen ser vi, at undervisningen i udskolingsårene er med til at præge de unges uddannelsesvalg. Og vi kan se, at noget af det, som påvirker de unge, er den måde, deres lærere taler med dem om valget på,” pointerer Kristine Zacho Pedersen, som står bag EVA’s undersøgelse om fagleds indflydelse på unges uddannelsesvalg.

EVA’s undersøgelse peger på 3 forhold ved lærernes praksis, der understøtter gymnasiet som det foretrukne valg:
1. At gymnasiet er en naturlig referenceramme
2. En hierarkisering af ungdomsuddannelserne
3. Gymnasiet som det foretrukne valg bliver sjældent udfordret.

1. Gymnasiet som den naturlige reference i undervisningen.
“For mange unge ses gymnasiet som den naturlige forlængelse af folkeskolen, bl.a. fordi de siden 6.-7. klasse har hørt lærerne referere til netop gymnasiet i undervisningen. Omvendt refererer lærerne sjældent til erhvervsuddannelserne,” fortæller Kristine Zacho Pedersen.

Én af de piger, som deltog i EVA’s undersøgelse, og som for nylig stod foran valget, fortæller, hvordan hun oplevede, at hendes lærere især fremhævede gymnasiet: “Lærerne har hele tiden sat undervisningen i sammenhæng med en gymnasial ungdomsuddannelse. De nævner ikke erhvervsuddannelserne på den måde. De stiller vel også krav på en erhvervsuddannelse om, at man skal kunne noget? Men det bliver aldrig nævnt,” fortæller hun. Når lærerne løbende refererer til gymnasiet og de krav, der stilles her, er det med til at give eleverne en fornemmelse og forståelse af, hvad det kræver at gå i gymnasiet. Omvendt giver de få referencer til erhvervsuddannelserne kun eleverne et begrænset kendskab til, hvad det uddannelsesvalg vil kræve.

2. Hierarkisering af ungdomsuddannelserne.
For nogle unge har årene i udskolingen, hvor lærerne oftere og oftere refererer til det snarlige ungdomsuddannelsesvalg, efterladt det indtryk, at gode karakterer og studiekompetencer først og fremmest er væsentlige, hvis man skal i gymnasiet. “Vores dansklærer siger f.eks.: Kommer du på gymnasiet, skal du lave dine lektier, møde til tiden osv., der kan du ikke regne med …” forklarer en af de drenge, der deltog i undersøgelsen. Og udsagnet går helt i spænd med det, andre af undersøgelsens elever fortæller. “De elever, der deltog i vores undersøgelse, oplever, at lærerne signalerer, at der kun stilles krav i gymnasiet. Det er med til at skabe en uhensigtsmæssig forestilling om erhvervsuddannelserne som det lette valg, der ikke kræver nogen særlige forudsætninger eller kompetencer,” siger Kristine Zacho Pedersen.

Interviewene med eleverne giver også indtryk af, at udsagn som disse er med til at skabe en hierarkisering af ungdomsuddannelserne.

3. Erhvervsuddannelserne har ikke samme status som de gymnasiale uddannelser og bliver derfor heller ikke et eftertragtet valg.
Er man dygtig, skal man da i gymnasiet Klarer man sig fagligt godt i skolen, er det sjældent, at gymnasiet – som det foretrukne valg – udfordres. Tværtimod. Det beretter både lærere og elever i EVA’s undersøgelse.

“Når jeg sagde, at jeg ville tage en EUD, så følte jeg, at min lærer ville sætte spørgsmålstegn ved det. Nok fordi jeg er god til dansk og engelsk. Hun har hentydet til, at vi skal læse videre. Det har vi snakket om siden 7. klasse – at vi bygger op til at skulle på gymnasiet,” fortæller en anden elev i EVA’s undersøgelse. Blandt mange lærere er det udbredt kun at udfordre elevernes uddannelsesvalg, hvis man vurderer, at de ikke er klar til gymnasiet. Men også for elever, der klarer sig fagligt godt i skolen, kan det være relevant at udfordre gymnasievalget. “Gymnasiet er for mange det naturlige valg, men ikke altid det rigtige. For at hjælpe de unge med at træffe det gode og rigtige valg kan det være væsentligt, at lærerne spørger ind til deres valg og udfordrer dem,” afrunder Kristine Zacho Pedersen.

Når man som lærer agerer i skolens forgrenende organisatoriske landskaber, er det altid med udgangspunkt i bestemte ideer eller antagelser. Nogle ideer og antagelser, man anvender opfattes måske slet ikke bevidste, fordi de virker så ’selvfølgelige’, at der ikke sættes spørgsmålstegn ved dem. En gennemgående ide i den narrative praksis og et vigtigt led i vejlederpraksis er at være reflekteret og gøre sig overvejelser over hvilke forståelsesrammer, man som lærer/vejleder gør brug af.